Hvem er CasaBlanca?

CasaBlanca er en teaterforening med hjemsted i Kulturhuset, Korsør. Medlemskabet er åbent for alle interesserede.

Målet er at optræde på scenen i Korsør Kulturhus, Skolegade 1

Vores forening skal ikke konkurrere med de etablerede teatergrupper, men først og fremmest give sjove fælles oplevelser, hvor alle kan være med til at finde på emner og føre deres idéer ud i livet. For mange af os betyder det, at vi kommer til at udfordre os selv.  Der kan være tale om skuespil - cabaret- revy - fortællinger - sang og musik. Alt afhængigt af de medlemmer der er i foreningen og sammensætningen af deres kunnen og lyst. Mulighederne er mange - det grundlæggende er,  at alle kan være med til at bidrage med hver sine interesser og færdigheder til at indgå i en endelig forestilling. Bag scenen er der også brug for folk, som bl.a. er gode til at sy, tømre, male, lave PR eller skrive tekster.

Vi har en scene til rådighed med professionel lyssætning og godt lyd og- billedanlæg. Foreningen har over 200 kostumer og mange andre spændende rekvisitter. Ikke mindst udgør vores dygtige teknikkere og musikere en uundværlig del af besætningen.

Hvad kan det give dig? 

Et godt socialt sammenhold, hvilket danner rammen om fælles udflugter, teaterture, jule- og sommerfrokoster. Masser af grin og muligheder for at udvikle dig som person, lære mere om dine evner til at kommunikere ud til andre og være en del af en gruppe, hvor det ikke er ligegyldigt, om du er til stede eller ej. At gemme sig bag en rolle kan for nogle være befriende, udfordrende og spændende. 

I CasaBlanca er det ikke katastrofalt, hvis alting ikke er perfekt. Alt skal ikke nødvendigvis huskes udenad - men vi klør på - og vores successer gør, at man hver gang ønsker at gøre det lidt bedre end sidst.  Du er velkommen til at besøge os på en øvedag, lav en aftale med formanden på telefon 27 22 85 03.

 

 

News